The story so far?

Read the article by Graeber and Wengrow! It’s good to think from:-)

A Hard-Boiled Egg

portal stone1Avebury Portal Stone, Tara Evans, 2015 (mixed media on canvas)

I’m inspired to write today by some new work by my fave thinker of the moment, David Graeber and his colleague David Wengrow (‘How to Change the Course of Human History’, Eurozine). Do read the article if you have time and inclination, you can find it here. It’s a fascinating re-examination of human ‘history’ (scare quotes since most of our past is ‘prehistory’, and the authors call for more archaeological evidence and less theory to be brought into the narrative of the human past), much richer and more complex than the simplified narrative of the past that I was taught at Oxford. Of course, the constant expansion of our knowledge about the past is a factor – when I was studying in the 2000s, no-one had yet discovered that we interbred with Neanderthals or Denisovans, for example. Scientific…

View original post 1,056 more words

Advertisements

En spinozistisk skole 1: Durkheim og den fælles bevidsthed

I min forberedelse til en artikel om æstetik, pædagogik og demokratisk dannelse, er jeg stødt på en problemstilling, som der nok ikke vil være plads til i artiklen, og for at få afløb for min nysgerrighed vil jeg lige fylde et par ekstra ord på blogosfæren, der hvor du kære læser sidder og keder dig og alligevel ikke ved, hvad du skal lave…

Det jeg sidder og grubler over er spørgsmålet om, hvad der skal til for at vi mennesker kan bygge et godt samfund sammen, og særligt i forbindelse med det helt særlige fænomen, vi har fundet på i vores del af verden, i nyere tid, nemlig skolen.

Det, vi kalder demokratisk dannelse er typisk noget, vi forstår som et særligt indhold af undervisningen, altså, hvor en lærer fremlægger noget viden om, hvad demokrati er, osv. Det er, hvad den hollandske undervisningsforsker Gert J.J. Biesta kalder uddannelse til demokrati. Eller også forstår vi det som en særlig måde at indrette skolen på, hvor eleverne oplever direkte medbestemmelse på deres egen dagligdag, eller hvad Biesta kalder uddannelse gennem demokrati. Som kultursociolog Ida Wentzel Winther dog påpeger, ligger “danske elever ifølge den store internationale undersøgelse [ICCS] allerhøjest i verden, når det drejer sig om at lære at diskutere og argumentere (i klasserummet), men samtidig scorer de næstlavest (i verden), når det drejer sig om deres erfaring med at blive inddraget i beslutningsprocesserne” (kilde). Det lader altså til, at skolen snarere lærer eleverne at tilpasse sig det etablerede (demokratiske) system, fremfor at give dem nogle redskaber til en egentlig indflydelse på udviklingen og forandringen af det.

På forskellig vis får denne diskussion mig til at indlede en dialog med en 1700tals filosof – Benedict de Spinoza. Og som en del af denne dialog har jeg forvildet mig ud ad en sti, hvor vi har sluttet selskab med den franske sociolog Émile Durkheim.

Jeg kom til at stille mig selv spørgsmålet, hvordan skolen ville se ud, hvis dens praksis byggede på den spinozistiske filosofi. Her skal jeg skynde mig at understrege, at når jeg siger ‘spinozistisk’ er det fordi, der – som for alle teksters vedkommende – findes et stort antal måder, som den hollandske filosofs tekster er blevet udlagt. Derfor er det på sin plads, at jeg her præciserer, at jeg primært beskæftiger mig med Spinoza i forlængelse af den måde, som den franske filosof Gilles Deleuze’ læser hans tekster.

For at besvare dette spørgsmål ledte mine tanker mig på, hvordan forskellige tænkeres tanker gennem historien har dannet udgangspunkt for konkrete måder at indrette uddannelsesinstitutionerne på. Og her står Durkheim som en ofte nævnt repræsentant. Som bekendt var denne franske ‘sociologiens fader’ meget optaget af uddannelse og pædagogik, og han var en central spiller ifm franske skolereformer i starten af det 20. århundrede.

Hvordan har Durkheims tanker om samfundet formet den franske skole i starten af det 20. århundrede? Og har disse forandringer haft indflydelse på, hvordan den moderne skole har udviklet sig, globalt? For det er jo ingen hemmelighed, at der er sket en voldsom ensretning på internationalt plan. Bag disse spørgsmål ligger spørgsmålet om, hvordan de tanker, der tænkes om samfundet inde bag universitets mure – tanker som i følge den (stadigt?) dominerende positivistiske tradition skal forestille at være objektive og værdifri – spiller ind på, hvordan selvsamme samfund former sig. Dette fænomen er, hvad sociologerne kalder refleksivitet, her defineret af den britiske sociolog Charlotte Aull Davies:

All researchers are to some degree connected to, or part of, the object of their research. And, depending on the extent and nature of these connections, questions arise as to whether the results of research are artefacts of the researcher’s presence and inevitable influence on the research process.

– Davies (1998) “Reflexive Ethnography”

Sociologien påvirker samfundet, og samfundet påvirker sociologien, og sådan går det i ring gennem historien. Nu kunne jeg jo begive mig ud på en længere vidensarkæologisk ekspedition for at søge svar på, hvordan vores nuværende uddannelsessystem er blevet formet af sociologien, osv., men i mit nuværende hamsterhjuleliv er det en alt for stor mundfuld. Jeg vil derfor nøjes med at bevæge mig over i et lillebitte hjørne af diskussionen, og tage fat på en lidt mere overkommelig opgave. Jeg vil undersøge, hvordan Durkheims tænkning relaterer sig til Spinozas, og jeg vil særligt have blikket rettet mod, hvad vi kalder den demokratiske dannelse.

Meget belejligt har den franske professor i filosofi, Christian Lazzeri, skrevet en artikel, “Spinoza et Durkheim” [1], hvor han sammenligner de to tænkeres tanker. Lazzeri tager afsæt primært i Durkheims forelæsningsrække med titlen “L’education Morale”, udgivet posthumt i 1925, samt Spinozas ‘hovedværk’, som det ofte kaldes, og som har den danske titel “Etik”.

Jeg skal nævne, at jeg i det følgende vil bruge Durkheims tekst i originaludgaven, imens jeg for Spinozas vedkommende vil citere den danske oversættelse af Etik fra 19hvidkål.

Den centrale problemstilling, Lazzeri tager fat på i sin sammenligning er spørgsmålet om forholdet mellem individ og samfund. Lazzeri skriver: “Vi ved, at et af de centrale mål som [Durkheim] forudsætter for socialvidenskaben er, at den skal forsøge at afdække de mest generelle egenskaber ved forholdet mellem individ og samfund” (min oversættelse, her, og i det følgende). Det er en klassisk sociologisk problemstilling, og det er noget, som – for mig at se – hurtigt bliver meget abstrakt, og uhåndtérbart. Derfor er det interessant, at Lazzeri tager fat på det som i de to forfatteres værker kommer tættest på at behandle nogle meget konkrete, daglige problemstillinger, hvor forholdet individ – gruppe kommer helt tydeligt frem. Konkret tager han fat i hvad Spinoza kalder fællesbegreber, og sammenligner disse med, hvad Durkheim kalder la conscience collective (hvilket jeg her foreløbigt vil oversætte til ‘fælles bevidsthed’).

For Durkheims vedkommende går adgangen til en forståelse af forholdet mellem individ og samfund gennem en forståelse af, hvad han kalder la morale sociale, ‘den sociale moral’. Lazzeri skriver herom: “Moralen – i kraft af, at den fungerer som et kollektivt trossystem – har [i følge Durkeheim] i allerhøjeste grad som funktion en social integration af den individuelle adfærd, og konstituerer således selve princippet for den sociale orden, som er ethvert samfund iboende”.

Et første lille timeout her. Jeg noterer, at Durkheim taler om moral, imens Spinozas anliggende, – som titlen på hans hovedværk indikerer – er etik. Derfor vil jeg lige kile et citat fra Deleuze ind, som gerne må ligge i baghovedet i læsningen af det følgende:

“Moral er essentielt set et domssystem (un système du jugement). Der er tale om moral, når jeg bliver dømt fra en andens synspunkt, hvor end det befinder sig. Det er den moralske doms autonomi” (Deleuze 1980 [2], min oversættelse/tilpasning)

Det, jeg fornemmer, på nuværende sted i min undersøgelse, er, at der er et vigtigt spørgsmål om hvad de to forfatteres tekster kan sige om forholdet mellem tvang og frihed.

Lad os se lidt nærmere på Durkheims begreb, la conscience collective. Hvordan kommer en sådan fælles bevidsthed i stand? Durkheims tese er, iflg Lazzeri [3] at “et samfund er dannet af en befolkningsmasse af en vis tæthed, og hvor kommunikationen mellem individerne […] er mere eller mindre tæt alt efter deres mulighed for kontakt. […] Denne kontakt udgøres af en proces af handlinger og reaktioner mellem elementære bevidstheder, som på samme tid udveksler ideer og følelser. Men, disse private ideer og følelser bliver først sociale, når de kombineres med hinanden, og denne socialisering sker når alle de individuelle træk, i det omfang de adskiller sig fra hinanden, neutraliseres og udglattes indbyrdes. Gennem denne syntese vil resultatet være, at kun de mest generelle egenskaber ved den menneskelige natur, som den enkelte vil opleve som tilstede hos alle, vil være tilbage”. (ibid, min kursivering)

Jeg lægger mærke til, at Durkheims forestilling om, hvad der konstituerer et samfund har at gøre for det føreste med en todelt størrelse, hvor vi på en ene side har et individ, en “elementær bevidsthed” (elementær forstået med tryk på element, altså en enkelt enhed), og på den anden side et samfund. Jeg må derfor spørge: hvilken slags samfund ser vi for os, når vi forestiller os, at det bygger på et samspil mellem individ og gruppe? Giver dette individet en cental rolle? For det andet er der selve den proces, gennem hvilken samfundet konstitueres, nemlig gennem den mere eller mindre tætte kommunikation mellem enkeltindivider. Det er deres udveksling af ideer og følelser, som iflg Durkheim danner udgangspunkt for samfundsdannelsen. Ved at foksere på kommunikationen, sætter Durkheim dermed de sprogliggjorte interaktioner i en central rolle? Hvilke processer bliver overset ved dette fokus? For det tredje er der forestillingen om neutraliseringen og udglatningen af de individuelle træk. For mig at se er der hele tale om en form for kvantisering af menneskelige interaktioner, hvor Durkheim tilsyneladende forestiller sig, at en interaktionsform, som forekommer hyppigt, vil skubbe en mere sjælden af banen. En form for Darwinisme, hvor de stærkeste sæder overlever. Det lyder som et mere eller mindre statistisk anliggende, hvad der for et samfund ender med at blive gældende norm. Sidst er der forestillingen om en menneskelig natur, og her skal man læse Durkheim bogstaveligt, er det mit indtryk. I Durkheims tekster fornemmer jeg en stærk tro på, at vi – gennem vienskabelige metoder – kan finde frem til nogle grundlæggende, universelle love for menneskelig samfundsmæssig adfærd. Når vi kender disse love kan vi så forholde os til dem, dels ved at underlægge os dem, – nu på en bevidst måde, hvor vi før var slaver af dem, og dels – i det omfang de har uviklet sig i “anormal” retning – kan vi forbedre dem, finde tilbage til “normale” måder at omgåes.

“C’est dans la mesure où la science se fait que, dans nos rapports avec les choses, nous tendons toujours davantage à ne plus relever que de nous-mêmes. Nous nous en affranchissons en les comprenant, et il n’est pas d’autre moyen de nous en affranchir. C’est la science qui est la source de notre autonomie”

(Durkheim 1902-3 L´Education Morale, s. 84)

Durkheims bud på, hvad der konstituerer et samfund lader altså til at bestå af en proces, hvor individuelle tilbøjgeligheder bliver slebet til af en stor samfundsmøllesten, hvorved en række fælles moralske forskrifter, i form af en fælles bevidsthed, bliver dannet; disse moralske forskrifter er ligesom givet på forhånd – sui generis (“som er særligt for sin art”) er et begreb der hele tiden optræder i Durkheims tekster – og den enkeltes måde at begribe dem går gennem en umiddelbar underkastelse, som over tid kan afløses – gennem videnskabelig erkendelse – af et oplyst samtykke.

Så vidt Durkheim. Læs videre i min næste post, hvor jeg jeg tager spørgsmålet om Spinozas fællesbegreber op.

[1] LAZZERI, Christian. Spinoza et Durkheim In : Spinoza au XIXe siècle : Actes des journées d’études organisées à la Sorbonne (9 et 16 mars, 23 et 30 novembre 1997)[en ligne]. Paris : Éditions de la Sorbonne, 2008 (généré le 12 février 2018). Disponible sur Internet : <http://books.openedition.org/psorbonne/208>. ISBN : 9782859448073. DOI : 10.4000/books.psorbonne.208.

[2] Deleuze, G. (1980). Cours sur Spinoza à l’Université de Paris 8. Cours 1 à 13 (30 heures). [Transskription af kurser]. Retrieved May 23, 2017, from http://www2.univ­paris8.fr/deleuze/rubrique.php3?id_rubrique=6

[3] Her henviser Lazzeri til: Durkheim (1898) Représentations individuelles et représentations collectives. Revue de Métaphysique et de Morale, tome VI,
numéro de mai 1898.

Towards a Networkological History of Philosophy: Spinoza and Leibniz, and their Roots in the Islamic Philosophical Tradition

Doing research for an article about democracy, aesthetics and pedagogy, I searched for stuff on relationalism and Spinoza, and stumbled upon this article… It confirms my idea that 1) it makes sense to go back to Spinoza because his work was done in a transitional period after which a certain world view (cartesian) has become so strong that we can’t imagine an alternative, and 2) that there are currents in early islamic philosophy that might represent an alternative world view, which has been opressed, and which is resurfacing in different forms, now (here and there…)

Networkologies

No-one, it seems, is more contemporary than Spinoza. The flurry of books on Spinoza in the past few years is starting to reach tidal proportions. And Leibniz, another long ago forgotten rationalist, is also making a comeback. The reason why seems to be that Cartesianism, with its mind-body split, is being called into question by everything from artificial intelligence research to the post-human and transvidual forms of subjectivity which are the result of various forms of global capital.

Add to this the fact that Leibniz and Spinoza were there at the birth of capitalism, and can be retooled with minor effort as media-theorists, and you’ve got something quite powerful. In fact, I believe that Leibniz and Spinoza are, in many ways, the guides we need today to help understand our capitalist mediascape.

I read these figures as two sides of the same. Leibniz’s theory of monads seems perfectly designed for…

View original post 2,315 more words

Elfenbenhård udredning I: Handlingsvaluta som en pladsholder der skal afstå pladsen

Jeg har som bekendt besluttet mig for at tage hul på specialesumpbylden, og lade den dræne, idet jeg lader strømmen af mere eller mindre færdigtygget og -fordøjet materiale passere gennem en række konceptuelle og formidlingsmæssige filtre.

Det første materiale jeg vil filtrere, er det fænomen, jeg har kaldt handlingsvaluta. For at kunne analysere, hvad der sker, når børn løber rundt i en skolegård mellem hinanden, og interagerer på en række forskellige måder, har jeg fundet det nødvendigt at smede et nyt begreb. Jeg har af forskellige grunde, som jeg skal uddybe senere, valgt at kalde fænomenet for handlingsvaluta, og jeg har valgt at lave mit eget begreb, fordi jeg ikke har fundet en passende konceptuel ramme i de tekster, jeg på daværende tidspunkt havde mulighed for at læse. Jeg har på den måde indsat, hvad jeg i forskellige andre sammenhænge har set kaldt en pladsholder.

Det er en pladsholder, fordi begrebet holder pladsen for noget, som skal erstatte det. Mit mål i denne tråd er at forsøge erstatte begrebet handlingsvalutaer med et begreb(ssæt), som kan udgøre en dækkende konceptuel  ramme. Jeg vil med andre ord ikke opfinde den dybe tallerken, men prøve at finde den, i filosofien og antropologien. Det kræver et stykke gravearbejde, og jeg skal her, midlertidigt, uudtømmende og i ikke-prioriteret rækkefølge, opstille et par af de opgaver, det indebærer for mig.

work in progress

Work in progress. Draining the special swamp…

  • Første opgave er helt enkel. Jeg skal klippe den passage i mit speciale, hvor jeg definerer, hvad jeg mener med handlingsvaluta ud, og lægge den i en blogpost. Det har jeg allerede gjort, og du kan læse den her.
  • At trække sådan en tekstpassage ud af et speciale er som at trække et organ ud af en krop. Der er en hel masse forbindelser der er blevet kappet, og derfor kan det være svært for dig at finde mening i teksten, uden samtidig at læse resten af specialet. Derfor er min næste opgave at skrive en blogpost, hvor jeg kort udreder, hvad jeg mener med handlingsvaluta. Denne blogpost skal kulminere i en kondensering af problematikken, i en slags problemformulering.
  • En næste opgave vil være at diskutere, hvorfor problemstillingen overhovedet er relevant. Hvorfor er det så vigtigt at have et begrebssæt, der kan kaste lys over de fænomener, som jeg indtil videre har forsøgt at dække ind under begrebet handlingsvaluta? Hvad kan vi lære af det? Hvilke aktuelle problemstillinger vil blive belyst på en mere passende måde, med dette begrebssæt?
  • I forlængelse af denne udredning og diskussion bliver næste opgave at lave en menu over de delelementer, som kræver nærmere undersøgelse, og sætte dem op overfor etablerede tilgange, såsom semiotikken, spinozismen, conversational analysis, etc. Jeg skal sætte disse tilgange op som prismer, der kan kaste lys over min problemstilling, og det skal resultere i en række tekster, én for hver prisme.

Der er nok at tage fat på, så jeg griber skovlen og går i gang!

København 28 august 2017

Elfenbenhård udvidelse af tankezonen

Jeg er fornyligt blevet færdig som cand.pæd. i pædagogisk antropologi, og det har været en meget omsiggribende proces. Men at jeg har afleveret og fået bedømt min afhandling betyder ikke, at den proces jeg har været igennem er slut. Afhandlingen er et forsøg på at sætte et punktum for en proces, men der er imidlertid en del løse ender, i form af halv- og ufærdige tankeprocesser, analyser og formidlinger, som kalder på at blive knyttet sammen og ført videre. Jeg har derfor hijacked min egen blog. Jeg har før gjort noget tilsvarende. Sidste gang omdøbte jeg den til Building Sound Communities. Denne gang om-omdøber jeg den til Udvidelse af tankezonen. Og så bliver den på dansk, nu…

Planen med Udvidelse af tankezonen er, som titlen indikerer, at tage den zone jeg har bevæget mig i, i mit akademiske arbejde, og udvide den, tænke og læse videre, og, ikke mindst – formidle!

Min formidling vil følge to veje. Ad den ene vej, som jeg – med hentydning til den rolle, man ofte tildeler ‘akademia’ – kalder Elfenbenhårdt, vil jeg arbejde videre i det akademiske format. Jeg vil nørde igennem med de små og mikroskopiske begrebsmæssige, metodologiske, ontologiske, epistemologiske, mm., problemstillinger, som jeg har haft i spil i min afhandling. Format: Jeg tager afsæt i en bid af mit speciale, og går i kødet på den, tygger den igennem på ny, kritiserer, analyserer, uddyber, og kommer med nye perspektiver, idet jeg graver dybere i de tekster jeg har arbejdet med og supplerer med nye.

Jeg går videre ad den elfenbenhårde vej fordi det akademiske arbejde er en proces, og jeg er ikke færdig med den endnu. Mit arbejde kan og skal skærpes, korrigeres, udvikles meget mere. Det er et arbejde der ser tilbage og indad. Publikum til disse blogposter er nok relativt begrænset.

Hvor den første vej skuer indad og bagud vil jeg med den anden vej skue ud- og fremad. Jeg vil bruge den som et sted, hvor jeg forsøger at spejle aktuelle problemstillinger i samfundet i de indsigter som mit akademiske arbejde har lukket op for. Jeg samler disse poster under overskriften Udspil. Publikum for disse poster er den typiske avis-læser. Den første post jeg poster hedder “At være eller ikke at være …. med”. I den tekst tager jeg afsæt i Socialdemokratiets nylige forslag om at forbyde muslimske friskoler som en anledning til at spørge, hvordan det egentlig står til med den demokratiske dannelse i den danske folkeskole. Jeg har sendt teksten ind til kronikredaktionerne på Information, Politiken og Berlingske, uden held. Så nu publicerer jeg den her…!

God læsning!

København 28 august 2017

Composición improvisada en grupos – nuevas experiencias

En enero – febrero 2016 estoy en la residencia de artistas de la fundacion Lugar a Dudas, en Cali, Colombia.

Durante mi estancia tengo la oportunidad de dar talleres en la Universidad del Valle y el Instituto Departemental de Bellas Artes.

En este video se puede ver estudiantes de música de la Universidad del Valle participando en un taller de composición improvisada en grupo.

Antes del taller di una introducción al marco conceptual:

Marco conceptual del taller de composición improvisada

(Hazle clic al imagen para ver en mas grande)

En mi experiencia hay una tendencia en mis talleres que la gente se divierten mucho. No obstante tengo esta pequeña inquietud que los participantes van a quedarse con eso – el entretenimiento, nada mas.

Con este marco conceptual mi esperanza fue que se den cuenta de lo serio que es ‘jugar’, y cuales son las relaciones con la vida ‘real’ y sus representaciones.

Inspirado por el filosofo francés Paul Ricour, el papel presenta en forma de diagrama la relación entre el campo practico, o la ‘vida real’ con todos sus acciones e interacciones, el orden paradigmático, en qué almacenamos nuestra conocimiento de cuales son las posibles combinaciones de las acciones y el orden syntagmático, qué tiene que ver con las representaciones actuales, es decir las obras de arte, las telenovelas, los narativos, composiciones etc., es decir formas de combinar lo potencial del orden paradigmático en algún tipo de composición que puede influenciar el campo practico de alguna forma, positiva o negativa.

Ver la introducción al marco conceptual:

What are you doing with your hands?

For the second time this year – and in my life – I had the luck to be invited to Helsinki, Finland. This time the host was Nordic Culture Point (Kulturkontakt Nord), and the occasion was the seminar:

The Role of Culture in a Sustainable Society – Sustainability in Art and Cultural Projects

My contribution was a workshop, and as I am stubbornly continuing in my aim to find out what we can do to build sound collectives, this time as well, I invited the participants to a collective experimentation with – not drugs  – but gesture.

The participants at the seminar were people who in some way or another dedicate their professional life to arts and culture, and I saw this as a great opportunity to try out something new. You see, I have this thing for our everyday life practices, things we do with our hands, things we create, we produce, etc.

The inspiration springs from my thoughts when going back from my residency in Cali, Colombia, 2014. I had a project there about informal work, street vendors, etc., and in Cali this was an area of very diverse, rich, and sophisticated gestures. The project focused on these gestures, and together with an ad hoc group of artists, I had gathered, we made workshops, happenings, videos, etc., around the patterns of these gestures. These gestures have a very heavy cultural significance, embedded in the everyday lives of the majority, and in the plane from Cali to Copenhagen, I thought: Well, how can we work with something similar in the modern welfare states? All these manual processes, manufacturing goods, etc., have been rationalized, centralized, robotized, and the gestures of our work lives are reduced to taps on our touchpads!

As you can see, the perspective of having a group of people whose work lives are full of sophisticated manual procedures was a really happy one. On top of that, the event itself was a place where it would make a lot of sense to ask the participants to take a round of introduction. The typical format one would use to this end would be the obligatory “speed dating” session.

I felt there was an inherent impulse in the group for getting to know each other, and I chose to grab this and direct it into a collective experiment, where – instead of using language, speed dating – we would get introduced to each other’s worlds through gesture.

Instead of simply asking the participants to do whatever kind of gesture, as I usually do, this time I invited them to do a gesture from an everyday life productive activity, and specified that it be something they felt good about, something they liked doing. Of course some of the participants would choose gestures from their professional life, – I am sure that I spotted some painters and some weavers, maybe a ceramicist – but I left it open for people to include, what they would be doing outside their specific professions.

So, what is the point of all this? Of course there is a great challenge in putting into words what sense it makes to interact without words, and I must admit that the first part where I had tried to explain these things, via good old powerpoint and everything, didn’t seem to have the same effect as the second, practical, part. I guess this is what they mean, when they say “show it”? In any case, if you are interested in being confused on a higher level, as they say, you can read my introductory speech here.

To get an idea about the participant’s response to the workshop itself, see it for yourself:

Links:
Second seminar on Culture and Sustainability presented practical examples from the field,  an article by Annika Nummelin about the seminar.

The Role of Culture in a Sustainable Society – Sustainability in Art and Cultural Projects, about the seminar.

Art as consumption vs artists engaging in real life collective processes, my speech at the seminar.