Udvidelse af tankezonen

Jeg er fornyligt blevet færdig som cand.pæd. i pædagogisk antropologi, og det har været en meget omsiggribende proces. Men at jeg har afleveret og fået bedømt min afhandling betyder ikke, at den proces jeg har været igennem er slut. Afhandlingen er et forsøg på at sætte et punktum for en proces, men der er imidlertid en del løse ender, i form af halv- og ufærdige tankeprocesser, analyser og formidlinger, som kalder på at blive knyttet sammen og ført videre. Jeg har derfor hijacked min egen blog. Jeg har før gjort noget tilsvarende. Sidste gang omdøbte jeg den til Building Sound Communities. Denne gang omdøber jeg den til ‘Udvidelse af tankezonen’. Denne gang har jeg valgt at skrive på dansk.

Planen med Udvidelser af tankezonen er, som titlen indikerer, at tage den zone jeg har bevæget mig i, i mit akademiske arbejde, og udvide den, tænke og læse videre, og, ikke mindst – formidle!

Min formidling vil følge to veje. Ad den ene vej, som jeg – med hentydning til den rolle, man ofte tildeler ‘akademia’ – kalder Elfenbenhårdt, vil jeg arbejde videre i det akademiske format. Jeg vil nørde igennem med de små og mikroskopiske begrebsmæssige, metodologiske, ontologiske, epistemologiske, mm., problemstillinger, som jeg har haft i spil i min afhandling. Format: Jeg tager afsæt i en bid af mit speciale, og går i kødet på den, tygger den igennem på ny, kritiserer, analyserer, uddyber, og kommer med nye perspektiver, idet jeg graver dybere i de tekster jeg har arbejdet med og supplerer med nye.

Jeg går videre ad den elfenbenhårde vej fordi det akademiske arbejde er en proces, og jeg er ikke færdig med den endnu. Mit arbejde kan og skal skærpes, korrigeres, udvikles meget mere. Det er et arbejde der ser tilbage og indad. Publikum til disse blogposter er nok relativt begrænset.

Hvor den første vej skuer indad og bagud vil jeg med den anden vej, som jeg har kaldt Udspil, skue ud- og fremad. Jeg vil bruge som et sted, hvor jeg forsøger at spejle aktuelle problemstillinger i samfundet i de indsigter som mit akademiske arbejde har lukket op for. Publikum for disse poster er den typiske avis-læser. Den første post jeg poster hedder “At være eller ikke at være …. med”. I den tekst tager jeg afsæt i Socialdemokratiets nylige forslag om at forbyde muslimske friskoler som en anledning til at spørge, hvordan det egentlig står til med den demokratiske dannelse i den danske folkeskole. Jeg har sendt teksten ind til kronikredaktionerne på Information, Politiken og Berlingske, uden held. Så nu publicerer jeg den her…!

God læsning!

København 28 august 2017

Advertisements