Posts by Casper Hernández Cordes

Adjunkt på Pædagoguddannelsen KP Nordsjælland. Cand. Pæd. i Pædagogisk Antropologi og Komponist fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium

Du har fået færten af duftsporene

Velkommen
Du har fået færten af duftsporene
Fulgt dem mens de blev kraftigere
og flere
her er plads nok, på det her sted

på det her sted er der
et ukendt antal vækster og væsener
nye kommer til
oppe, nede, henne, imellem

se på din hånd
den kan gribe
her er en tråd
grib den med din hånd

herhenne, den ene fra kvist til kvist
den anden efter, nærved, nærer sig
omsætter

se på din anden hånd
grib denne anden tråd

derovre, én og anden tager stof ind
danner tråd, spinder

Du kan binde de to ender sammen
Du kan sno trådene om hinanden
vikle dem, flette

et andet sted, rundt om én, sætter en anden af
vender i luften, snor sig tilbage

Hvis du ikke har hænder, her
grib med noget andet
munden
lårene
øjet
tanken

her sættes meget om
stof blandes, flytter sig mellem grene, strå, stier og afsæt
……

Med trådene kan du danne andre baner, blande stof sammen
sætte nye duftspor

Pladsen slipper ikke op

Jordskrift

(English summary below)

Imens jeg har gravet og gravet i det her forsøg på at komme til bunds i, hvordan vi mennesker behandler hinanden og vores omgivelser – og en mulig sammenhæng mellem de to relationer – har jeg i en periode valgt podcasten som format. Da jeg alligevel til dagligt går ture med min hund tænkte jeg, at det var en anledning til at lave en walk and talk podcast, hvor jeg dels registrerer de lyde, der opstår omkring mig, fra fugle, biler og andre organismer i omgivelserne, og dels taler om det jeg oplever, og om, hvad det får mig til at tænke på. Det blev til i alt 13 podcasts. Du kan finde dem på min dansksprogede blog, her. Det er som om, at det her format har udspillet sig for mig, nu. Til gengæld søger mine undersøgelser nu ad et andet format, nemlig korte tekster, digte, poesi, lyrik, eller hvad du vil kalde det. Jeg kalder det jordskrift.

Hvorfor digte? En inspiration kommer fra den franske filosof og videnskabsmand Gaston Bachelard, som har skrevet kolossalt meget om digtning. En af hans pointer er, at man gennem digtning kan forholde sig til næsten alt. For mig, som har baggrund i musikken, er det umiddelbart en lidt underlig tanke. For hvad sker der med tiden? Musikken eksisterer i kraft af, at den udfolder sig i tid. Men det gør tekst jo ikke. Så hvad er en udtryksform, der ikke får de super nuancerede bevægelser i spil, som netop en tidsbåret kunstform får med? Det har jeg selvfølgelig ikke noget svar på, men jeg kan se, at det at arbejde med tekst giver god mening på en masse måder alligevel. Det er bla. fordi, der er mange dimensioner i spil. Der er ordene, og deres dagligdags betydninger. Der er deres placering i det fysiske rum, på papiret. Og så er der samspillet mellem ordene. For det er tilladt i digtet at skære helt ind til benet, og på den måde kommer der en masse flertydighed i spil. Kort sagt giver digtformatet mig en effektiv kanal til at arbejde med en række dimensioner og niveauer på samme tid. Og så er formatet umiddelbart og praktisk at have med at gøre. Det er ikke noget udstyrsstykke. Jeg har kort sagt brug for min hjerne og min mobil.

Jeg bruger google docs som lager, og når jeg skal skrive åbner jeg et nyt dokument, og begynder at skrive. Som regel retter jeg til et par gange bagefter, typisk ved at fjerne sætninger, og ord som ikke er nødvendige og skaber ubalance.

Et eksempel. Jeg startede et digt med linjerne:

Det gentager sig
Dag ud
Dag ind
Evigt det samme

Så kiggede jeg på, hvad jeg havde skrevet. Og så, at de fire linjer på papiret dannede en form, som lignede et gab, en åbning, en mund. Derfor fortsatte jeg:

I det gab mellem samme og sig
Sniger sig ind
Linje for linje
Et gradvist tab af mening

Se digtet her.

Med digtet som format kan vi have at gøre med en hel række niveauer på samme tid:

Der , der ordene med deres betydninger, medbetydninger, flertydighed, rytme, klange. Der er ordenes indbyrdes relationer, både som lyd, grafisk og etymologisk.

Der er rummet, dels det rum, som ordene kan fremkalde, og dels papirets rum.

Der er tiden, både den tid det tager at skrive og læse digtet, og den virtuelle tid ordene kan ridse op.

Og så er der selve situationerne, som digtet bliver skrevet og læst i.

Dette sidste har Charles Bukowski f.eks. behandlet her:

15713975366684866201918843389397.jpg

Følg med her, hvor jeg lægger nye tekster ind.

English summary

As a part of my pocket investigation, I am writing short texts, poems, or what you would like to call them. Since my mother tongue is Danish, they are in this language, spoken by approximately 5 mio people. “Jordskrift” means, literally earth/soil writing/text.

 

Sidder I godt, derinde, spørger jeg

Sidder I godt, derinde, spørger jeg
Ja, vi sidder ganske udmærket, svarer I og tilføjer
Og det er godt at have dig med
Herude sidder vi også fint, svarer jeg
Og dig, der sidder lidt længere inde end mig, spørger jeg
Nå, hvor længe har du så siddet der, og griner
Og du svarer
Ja, det er jo ikke længe siden jeg sad hvor du sidder, og griner
Og tilføjer
Og jeg er sikker på, at der snart bliver plads lidt længere inde til dig også
Og til dig på min anden side siger jeg
Sikke nogle pænt holdte negle
Du dér hænger på kanten i
Og imens du er for ophængt til at svare, tilføjer jeg
Der skal nok snart blive plads til dig heroppe også

Homemade instruments, inequality and new worlds

Siloé is a neighborhood in Cali, Colombia with a long history and a lot of culture. It is also considered “Cali’s most dangerous barrio“.

Through the friend of a friend, yesterday, I heard about Colombian musician and composer Moíses Zamora Mesu, who is working in a project called Los tambores de Siloé. Today, Moíses invited me to come and visit.

Every Tuesday and Friday, Moíses teaches music to a group of young kids in Siloé, playing on homemade instruments. With a lot of patience and innate teaching skills, he teaches the children to play his own compositions inspired by Colombian folklore, reggaeton and rap music.

I was lucky to be allowed by the parents to film the class, and share it, so please take a moment to enjoy these young musicians:

Notice the homemade instruments. So we have the “marimbotella”. This is a small marimba, where the bars are made from chonta wood – which is traditionally used in the marimbas of the Pacific Coast of Colombia – and the resonance tubes are made from … plastic bottles. A combination of garbage and traditional local materials. And we have the Bernáfono”, an instrument made from PVC tubes. The inventor of the instrument is Héctor Tascón. He is also the one who initiated the project, some years back. His wife is called Berna, by the way (guess where the name of the Bernáfono comes from 😉 ). As opposed to the marimbotella, the Bernáfono doesn’t correspond to any existing instrument. It is rather – as Moíses explained to me, After the class, over a glass of ice coffee – a kind of bass marimba, using the principles of a pan flute. Moíses and I talked about the use of recycled materials, and the perception of value. He told me that an aunt of one the girls in the group had asked her – in a condescending tone – what kind of trash this weird collection of tubes was supposed to be. The girl had explained to the sceptical aunt, that she considered herself proud to be a “bernafonista”, that it was not at all trash, and that it made her able to create beautiful music.

Listen to Moíses playing his own composition in the Bernáfono, here:

Note how, at some point, he covers the end of one of the tubes, thus halving its pitch…

As an educational anthropologist, what particularly interests me when observing this open air music class, is the intersection between acquiring skills, producing, and community building. I noticed that in Moíses’ pedagogy there is on the one hand an aspect of guided learning, as when he instructs the group in a specific composition:

On the other hand there are aspects of peer learning:

These are aspects about the surface level, you might say, of the project. At a deeper level, Los Tambores de Siloé have an impact on the neighborhood, that reaches beyond the mere producting of music. As one of the mothers who where watching the class told me: this is “a better alternative to bullets and drugs”. Schooling in Siloé is “free”. However, – the mothers told me – the obligatory school uniform costs 200 USD per year, the transport to and from school – by “motorratón”, which means at the backseat on a motorcycle – costs 6.000 COP, approximately 2 USD per day. And then comes school materials, lunchbox, etc. For this reason, there are families who simply can’t afford sending their kids to school… And then what? According to the mothers, too many kids end up hanging out in the streets, doing nothing, – or worse, I suppose by this they meant things involving bullets and drugs. (See also Clara Rübner Jørgensen’s article “FORKLÆDTE PENGE: En diskussion af brugerbetaling i en gratis nicaraguansk folkeskole”.)
Moíses told me about a boy, who since a young age had participated in the project. Now, at 15, he’s an accomplished marimbero, and Moíses hires him to play with him at gigs at weddings and the like. It’s kind of a cliché that a career as a professional musician can be “a way out of the ghetto” for young people. Nonetheless, as i experience it, the project Tambores de Siloé seems to be successful in opening up other alternatives, other worlds, for young people in a neighborhood characterized by huge inequality.

Bonus materials

This text is about sharing my thoughts from what we might call an improvised one-day ethnographic trip. My intension is also to share the footage for others to dig into. So here are some more videos for you:

The instruments

The Silicobombo

The Silicocaja

The interviews

More peer learning