En spinozistisk skole 1: Durkheim og den fælles bevidsthed

I min forberedelse til en artikel om æstetik, pædagogik og demokratisk dannelse, er jeg stødt på en problemstilling, som der nok ikke vil være plads til i artiklen, og for at få afløb for min nysgerrighed vil jeg lige fylde et par ekstra ord på blogosfæren, der hvor du kære læser sidder og keder dig og alligevel ikke ved, hvad du skal lave…

Det jeg sidder og grubler over er spørgsmålet om, hvad der skal til for at vi mennesker kan bygge et godt samfund sammen, og særligt i forbindelse med det helt særlige fænomen, vi har fundet på i vores del af verden, i nyere tid, nemlig skolen.

Det, vi kalder demokratisk dannelse er typisk noget, vi forstår som et særligt indhold af undervisningen, altså, hvor en lærer fremlægger noget viden om, hvad demokrati er, osv. Det er, hvad den hollandske undervisningsforsker Gert J.J. Biesta kalder uddannelse til demokrati. Eller også forstår vi det som en særlig måde at indrette skolen på, hvor eleverne oplever direkte medbestemmelse på deres egen dagligdag, eller hvad Biesta kalder uddannelse gennem demokrati. Som kultursociolog Ida Wentzel Winther dog påpeger, ligger “danske elever ifølge den store internationale undersøgelse [ICCS] allerhøjest i verden, når det drejer sig om at lære at diskutere og argumentere (i klasserummet), men samtidig scorer de næstlavest (i verden), når det drejer sig om deres erfaring med at blive inddraget i beslutningsprocesserne” (kilde). Det lader altså til, at skolen snarere lærer eleverne at tilpasse sig det etablerede (demokratiske) system, fremfor at give dem nogle redskaber til en egentlig indflydelse på udviklingen og forandringen af det.

På forskellig vis får denne diskussion mig til at indlede en dialog med en 1700tals filosof – Benedict de Spinoza. Og som en del af denne dialog har jeg forvildet mig ud ad en sti, hvor vi har sluttet selskab med den franske sociolog Émile Durkheim.

Jeg kom til at stille mig selv spørgsmålet, hvordan skolen ville se ud, hvis dens praksis byggede på den spinozistiske filosofi. Her skal jeg skynde mig at understrege, at når jeg siger ‘spinozistisk’ er det fordi, der – som for alle teksters vedkommende – findes et stort antal måder, som den hollandske filosofs tekster er blevet udlagt. Derfor er det på sin plads, at jeg her præciserer, at jeg primært beskæftiger mig med Spinoza i forlængelse af den måde, som den franske filosof Gilles Deleuze’ læser hans tekster.

For at besvare dette spørgsmål ledte mine tanker mig på, hvordan forskellige tænkeres tanker gennem historien har dannet udgangspunkt for konkrete måder at indrette uddannelsesinstitutionerne på. Og her står Durkheim som en ofte nævnt repræsentant. Som bekendt var denne franske ‘sociologiens fader’ meget optaget af uddannelse og pædagogik, og han var en central spiller ifm franske skolereformer i starten af det 20. århundrede.

Hvordan har Durkheims tanker om samfundet formet den franske skole i starten af det 20. århundrede? Og har disse forandringer haft indflydelse på, hvordan den moderne skole har udviklet sig, globalt? For det er jo ingen hemmelighed, at der er sket en voldsom ensretning på internationalt plan. Bag disse spørgsmål ligger spørgsmålet om, hvordan de tanker, der tænkes om samfundet inde bag universitets mure – tanker som i følge den (stadigt?) dominerende positivistiske tradition skal forestille at være objektive og værdifri – spiller ind på, hvordan selvsamme samfund former sig. Dette fænomen er, hvad sociologerne kalder refleksivitet, her defineret af den britiske sociolog Charlotte Aull Davies:

All researchers are to some degree connected to, or part of, the object of their research. And, depending on the extent and nature of these connections, questions arise as to whether the results of research are artefacts of the researcher’s presence and inevitable influence on the research process.

– Davies (1998) “Reflexive Ethnography”

Sociologien påvirker samfundet, og samfundet påvirker sociologien, og sådan går det i ring gennem historien. Nu kunne jeg jo begive mig ud på en længere vidensarkæologisk ekspedition for at søge svar på, hvordan vores nuværende uddannelsessystem er blevet formet af sociologien, osv., men i mit nuværende hamsterhjuleliv er det en alt for stor mundfuld. Jeg vil derfor nøjes med at bevæge mig over i et lillebitte hjørne af diskussionen, og tage fat på en lidt mere overkommelig opgave. Jeg vil undersøge, hvordan Durkheims tænkning relaterer sig til Spinozas, og jeg vil særligt have blikket rettet mod, hvad vi kalder den demokratiske dannelse.

Meget belejligt har den franske professor i filosofi, Christian Lazzeri, skrevet en artikel, “Spinoza et Durkheim” [1], hvor han sammenligner de to tænkeres tanker. Lazzeri tager afsæt primært i Durkheims forelæsningsrække med titlen “L’education Morale”, udgivet posthumt i 1925, samt Spinozas ‘hovedværk’, som det ofte kaldes, og som har den danske titel “Etik”.

Jeg skal nævne, at jeg i det følgende vil bruge Durkheims tekst i originaludgaven, imens jeg for Spinozas vedkommende vil citere den danske oversættelse af Etik fra 19hvidkål.

Den centrale problemstilling, Lazzeri tager fat på i sin sammenligning er spørgsmålet om forholdet mellem individ og samfund. Lazzeri skriver: “Vi ved, at et af de centrale mål som [Durkheim] forudsætter for socialvidenskaben er, at den skal forsøge at afdække de mest generelle egenskaber ved forholdet mellem individ og samfund” (min oversættelse, her, og i det følgende). Det er en klassisk sociologisk problemstilling, og det er noget, som – for mig at se – hurtigt bliver meget abstrakt, og uhåndtérbart. Derfor er det interessant, at Lazzeri tager fat på det som i de to forfatteres værker kommer tættest på at behandle nogle meget konkrete, daglige problemstillinger, hvor forholdet individ – gruppe kommer helt tydeligt frem. Konkret tager han fat i hvad Spinoza kalder fællesbegreber, og sammenligner disse med, hvad Durkheim kalder la conscience collective (hvilket jeg her foreløbigt vil oversætte til ‘fælles bevidsthed’).

For Durkheims vedkommende går adgangen til en forståelse af forholdet mellem individ og samfund gennem en forståelse af, hvad han kalder la morale sociale, ‘den sociale moral’. Lazzeri skriver herom: “Moralen – i kraft af, at den fungerer som et kollektivt trossystem – har [i følge Durkeheim] i allerhøjeste grad som funktion en social integration af den individuelle adfærd, og konstituerer således selve princippet for den sociale orden, som er ethvert samfund iboende”.

Et første lille timeout her. Jeg noterer, at Durkheim taler om moral, imens Spinozas anliggende, – som titlen på hans hovedværk indikerer – er etik. Derfor vil jeg lige kile et citat fra Deleuze ind, som gerne må ligge i baghovedet i læsningen af det følgende:

“Moral er essentielt set et domssystem (un système du jugement). Der er tale om moral, når jeg bliver dømt fra en andens synspunkt, hvor end det befinder sig. Det er den moralske doms autonomi” (Deleuze 1980 [2], min oversættelse/tilpasning)

Det, jeg fornemmer, på nuværende sted i min undersøgelse, er, at der er et vigtigt spørgsmål om hvad de to forfatteres tekster kan sige om forholdet mellem tvang og frihed.

Lad os se lidt nærmere på Durkheims begreb, la conscience collective. Hvordan kommer en sådan fælles bevidsthed i stand? Durkheims tese er, iflg Lazzeri [3] at “et samfund er dannet af en befolkningsmasse af en vis tæthed, og hvor kommunikationen mellem individerne […] er mere eller mindre tæt alt efter deres mulighed for kontakt. […] Denne kontakt udgøres af en proces af handlinger og reaktioner mellem elementære bevidstheder, som på samme tid udveksler ideer og følelser. Men, disse private ideer og følelser bliver først sociale, når de kombineres med hinanden, og denne socialisering sker når alle de individuelle træk, i det omfang de adskiller sig fra hinanden, neutraliseres og udglattes indbyrdes. Gennem denne syntese vil resultatet være, at kun de mest generelle egenskaber ved den menneskelige natur, som den enkelte vil opleve som tilstede hos alle, vil være tilbage”. (ibid, min kursivering)

Jeg lægger mærke til, at Durkheims forestilling om, hvad der konstituerer et samfund har at gøre for det føreste med en todelt størrelse, hvor vi på en ene side har et individ, en “elementær bevidsthed” (elementær forstået med tryk på element, altså en enkelt enhed), og på den anden side et samfund. Jeg må derfor spørge: hvilken slags samfund ser vi for os, når vi forestiller os, at det bygger på et samspil mellem individ og gruppe? Giver dette individet en cental rolle? For det andet er der selve den proces, gennem hvilken samfundet konstitueres, nemlig gennem den mere eller mindre tætte kommunikation mellem enkeltindivider. Det er deres udveksling af ideer og følelser, som iflg Durkheim danner udgangspunkt for samfundsdannelsen. Ved at foksere på kommunikationen, sætter Durkheim dermed de sprogliggjorte interaktioner i en central rolle? Hvilke processer bliver overset ved dette fokus? For det tredje er der forestillingen om neutraliseringen og udglatningen af de individuelle træk. For mig at se er der hele tale om en form for kvantisering af menneskelige interaktioner, hvor Durkheim tilsyneladende forestiller sig, at en interaktionsform, som forekommer hyppigt, vil skubbe en mere sjælden af banen. En form for Darwinisme, hvor de stærkeste sæder overlever. Det lyder som et mere eller mindre statistisk anliggende, hvad der for et samfund ender med at blive gældende norm. Sidst er der forestillingen om en menneskelig natur, og her skal man læse Durkheim bogstaveligt, er det mit indtryk. I Durkheims tekster fornemmer jeg en stærk tro på, at vi – gennem vienskabelige metoder – kan finde frem til nogle grundlæggende, universelle love for menneskelig samfundsmæssig adfærd. Når vi kender disse love kan vi så forholde os til dem, dels ved at underlægge os dem, – nu på en bevidst måde, hvor vi før var slaver af dem, og dels – i det omfang de har uviklet sig i “anormal” retning – kan vi forbedre dem, finde tilbage til “normale” måder at omgåes.

“C’est dans la mesure où la science se fait que, dans nos rapports avec les choses, nous tendons toujours davantage à ne plus relever que de nous-mêmes. Nous nous en affranchissons en les comprenant, et il n’est pas d’autre moyen de nous en affranchir. C’est la science qui est la source de notre autonomie”

(Durkheim 1902-3 L´Education Morale, s. 84)

Durkheims bud på, hvad der konstituerer et samfund lader altså til at bestå af en proces, hvor individuelle tilbøjgeligheder bliver slebet til af en stor samfundsmøllesten, hvorved en række fælles moralske forskrifter, i form af en fælles bevidsthed, bliver dannet; disse moralske forskrifter er ligesom givet på forhånd – sui generis (“som er særligt for sin art”) er et begreb der hele tiden optræder i Durkheims tekster – og den enkeltes måde at begribe dem går gennem en umiddelbar underkastelse, som over tid kan afløses – gennem videnskabelig erkendelse – af et oplyst samtykke.

Så vidt Durkheim. Læs videre i min næste post, hvor jeg jeg tager spørgsmålet om Spinozas fællesbegreber op.

[1] LAZZERI, Christian. Spinoza et Durkheim In : Spinoza au XIXe siècle : Actes des journées d’études organisées à la Sorbonne (9 et 16 mars, 23 et 30 novembre 1997)[en ligne]. Paris : Éditions de la Sorbonne, 2008 (généré le 12 février 2018). Disponible sur Internet : <http://books.openedition.org/psorbonne/208>. ISBN : 9782859448073. DOI : 10.4000/books.psorbonne.208.

[2] Deleuze, G. (1980). Cours sur Spinoza à l’Université de Paris 8. Cours 1 à 13 (30 heures). [Transskription af kurser]. Retrieved May 23, 2017, from http://www2.univ­paris8.fr/deleuze/rubrique.php3?id_rubrique=6

[3] Her henviser Lazzeri til: Durkheim (1898) Représentations individuelles et représentations collectives. Revue de Métaphysique et de Morale, tome VI,
numéro de mai 1898.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s