De udsatte boligområder som et arnested for forandringer, – i samfundet som helhed?

Når et boligområde er sammensat af et vist antal borgere som ikke hverken er i uddannelse eller job (>40%), når et vist antal borgere kommer fra ikke-vestlige lande (>50%), og når en vis mængde borgere (>270/10.000) har været dømte for visse former for kriminalitet betegnes boligområdet, iflg. den danske regerings officielle kriterier som et ‘Særligt Udsat Boligområde’, eller en ‘ghetto’.

Gennem en længere årrække har der fra politisk hold været sat lovgivningsmæssige rammer i søen, som skal ‘løfte’ disse boligområder. Målet er, at sikre, at så mange som muligt af beboerne kommer i arbejde og uddannelse, og i øvrigt holder sig på den rigtige side af loven.

Jeg vil her fokusere på spørgsmålet om arbejde og uddannelse, og spørge: når nu der har været fokus fra myndighederne i en lang årrække på at få disse borgere i arbejde og uddannelse, hvorfor lykkes det så ikke?

Vi kan starte med at tale barrierer. Det er stof til en hel blogpost i sig selv at diskutere hvordan uddannelsessystem, arbejdsmarked og foreningsliv er  skruet sammen på måder, så visse grupper af mennesker systematisk bliver ekskluderet. For at gøre det kort, vil jeg for uddannelsessystemets vedkommende pege på den stigende akademisering. Selv unge mennesker der er født og opvokset i Danmark, og med etnisk danske forældre (hvordan dét så end defineres), kan have svært ved at leve op til de ‘boglige’ krav, der stilles, selv i de traditionelt mere håndværksmæssige uddannelser. Er denne akademisering en nødvendighed for at klæde borgerne på til et stadigt mere komplekst arbejdsmarked? Eller er uddannelsessystemet gået i selvsving, som en industri i sig selv, med inflation i kravene til både ansatte og studerende? For arbejdsmarkedets vedkommende er der, udover en øget specialisering og kompleksificering, er der en parallel tendens til en prekarisering af arbejdskraften, og en forråelse af den ellers højt besungne danske model. Og både arbejdsmarked og uddannelsessystem er præget af øget stress, mismod, og manglende tro på fremtiden.

Samtidig med at barriererne for at komme ind på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet er hævet, sker der en øget opsplitning af vores samfund, rent geografisk. Dels er der den i pressen hyppigt nævnte tendens til affolkning af landdistrikterne. Dels er der en voldsom tendens til, at de steder, hvor vi hhv sover, arbejder, køber ind og dyrker vores fritidsliv bliver samlet i enklaver. Samtidig er der siden krisen i 2008 sket en voldsom finansialiering af disse områder, så priserne på at bo, at etablere en forretning, at drive en virksomhed mm. øges. Vi har således længere og længere transporttid mellem bolig, arbejde og indkøb. Og vi skal bruge mere og mere tid på at skrabe penge sammen for at kunne betale for tag over hovedet.

Myndighedernes (våde) drøm om at normalisere de udsatte boligområder foreslår jeg, at vi vender på hovedet. Fremfor at spørge, hvad der skal til for at ‘normalisere’ disse områder, og hvad der skal til, for at vi som samfund kan lære ‘dem’ at blive ligesom ‘os’, vil jeg spørge: hvad kan vi som samfund lære af de udsatte boligområder?

Fremfor at se på hvad der sker i disse boligområder som en sygdom der skal kureres, og hvor medicinen er en udgrænsning gennem mere politi, overvågning, straf, kombineret med en ‘integration’ gennem uddannelse, arbejde og foreningsliv, foreslår jeg, at vi ser på ‘uroen’ i disse boligområder, som et symptom på et samfund, der er i krise.

Hvad ser vi, når vi ser på de såkaldte udsatte boligområder som et arnested for forandringer, ikke bare i selve områderne, men i samfundet som helhed?

Jeg foreslår med andre ord, at vi erstatter det mangelsyn, som dominerer den gængse diskurs og tilgang til de såkaldte udsatte boligområder med et ressourceperspektiv.

Jeg vil derfor vende tilbage til den problemstilling, jeg var inde på ovenfor, nemlig opsplitningen af vores liv – i tid og sted – i de forskellige livsfunktioner. Kan man forestille sig, at de såkaldte udsatte boligområder kan være et sted, hvor der sker en større integration af de forskellige livssfærer, på en måde, der minder om en form for moderne landsby? Ironisk nok var denne tænkning grundlæggende for de initiativer, der i sin tid lå bag byggeriet af de selvsamme boligområder, der i dag kendes som ghettoer. Tag for eksempel Tingbjerg, i København. Bygget i 1950-70erne af arkitekt Steen Eiler Rasmussen med en vision om at skabe en bydel, som kunne fungere som en selvstændig enhed, med butikker, erhverv og bolig. I dag er der kun meget få butikker tilbage, og så vidt jeg ved ikke noget erhverv som sådan. Her er landsby-ideen ramlet sammen med de selvsamme moderniseringsprocesser, jeg har været inde på, med en adskillelse af erhverv, bolig og handel. Så hvis landsby-tanken skal tænkes igen, hvordan kan den det?

Måske ved at trække på en for tiden udbredt trend, som kan samles under begrebet fjerde sektor. Det er en tilgang, som ikke smider de traditionelle på porten, men lægger sig et sted midt imellem det private, det offentlige og den frivillige sektor. De traditionelle tilgange vil have beboerne til at tilpasse sig de krav der ligger på det etablerede arbejdsmarked, og i uddannelsessystemet. Og det lykkes i et vist omfang, men i mange tilfælde slår det fejl. Det betyder imidlertid ikke, – og her er det, at ressourceperspektivet kommer i spil – at beboerne ingenting kan. Der er tale om mennesker som kan noget. De kan producere ting, de kan lære noget fra sig, de kan yde services. Og jeg er overbevist om, at det, de kan, er noget der efterspørges. Der er altså tale om et potentiale for en økonomi af tjenester og goder, men vores nuværende økonomiske system er ikke gearet til at sætte rammerne for den. Det er en potentiel lokal økonomi, som det gældende økonomiske system ikke giver plads til. Og det hænger bla. sammen med et arbejdsmarked, der bygger på højt specialiserede funktioner, imens produktionen af basale fornødenheder og forbrugsgoder er udliciteret til det globale syd. Denne situation ændrer sig formentlig ikke indenfor den nærmeste fremtid, og det giver ikke mening at sætte sig ned og vente på, at vores arbejdsmarked kommer til at ligne dét, som vi i 70erne importerede ufaglærte fabriksarbejdere fra Tyrkiet og Marokko til.

Til gengæld giver det mening at søge efter mulighederne i det etablerede system til at skabe rammer for en lokal økonomi af tjenester og goder. Her er der en række mulige formater, som vi kan trække på:

  1. Timebanker, dele- og bytteøkonomi. Det er meget almindeligt, at naboer låner ting til hinanden, og hjælper hinanden med mindre opgaver. Med en timebank bliver denne cyklus af goder og tjenester sat i system, og udvidet, så det ikke kun er min nærmeste nabo, jeg interagerer med. En timebank kan fungere som et mellemled mellem det frivillige område og det etablerede økonomiske system. I min andelsforening har vi et mdl gebyr på 50 kr. Hvis jeg deltager i de 4 årlige arbejdsdage bliver jeg fritaget for gebyret. Kunne man gøre noget tilsvarende i en almennyttig boligforening? Dermed kunne en beboers opsparede timer i timebanken blive konverteret til en huslejebesparelse.
  2. Mikroentreprenørskab. Loppemarkedet er det helt enkle eksempel på, at almindelige borgere kan danne sig erfaringer med at drive en virksomhed. Næste skridt kan være en lille mad-, tøj-, eller smykkeproduktion. Disse mikrovirksomheder kan understøttes ved at have et fælles værksted og salgssted i det lokale beboerhus, og ved at lave kursusforløb i entreprenørskab, salg, markedsføring etc.
  3. Repair cafe. Det er et format jeg selv har meget erfaring med, da jeg har været med til at starte Repair Cafe Vesterbro. I sin enkelthed går det ud på at stille et lokale til rådighed med jævne mellemrum, hvor man inviterer folk der er gode til at fixe ting, såsom tøj, elektronik mm. Enhver kan komme forbi med ødelagte ting og få dem fixet. Repair Cafe er et enkelt format, og det kan kombineres med de andre to formater. Man kan tjene timer som fixer, og få dem omsat til andre tjenester og services. Og man kan tænke sig en mikrovirksomhed af fixere, der reparerer ting, som industrien ikke er gearet til at reparere.

Der kan være mange andre tænkelige formater, men min pointe er, at vi ved at samtænke produktionen og forbruget af goder og services og ved at placere disse initiativer lokalt, der hvor folk bor, kan skabe nogle omstændigheder, hvor folk mødes på tværs af sociale, kulturelle, og økonomiske skel, på en måde, som ikke lykkes i det etablerede system. For at mødes med andre mennesker i regi af arbejdslivet skal man jo først ansættes. Og på en uddannelsesinstitution skal man jo først optages. Og for at mødes i regi af en fodboldklub skal man jo først interessere sig for fodbold. Og som regel være en mand. Med raske ben. Osv. I timebanken og repair cafeen er deltagelse betinget af, at du er et menneske, der indtager føde, eller går i tøj, eller bruger en mobiltelefon, eller kører på cykel, eller har en lampe, der ikke virker, osv., kort sagt: det er formater, der er for alle mennesker.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s