Policy, penge og fri forskning

Hvad sker der med de gode intentioner om at skabe en bedre folkeskole når de rammer policy og penge? Jeg har netop læst et nyudgivet speciale fra RUC, og jeg har fundet stor inspiration til teoretiske og metodologiske overvejelser. Desværre bliver den teoretiske ramme og den metodologiske tilgang brugt på en skuffende måde, når det kommer til selve arbejdet med empirien.

Specialet hedder Skoleelevers interaktion på tværs af kontekster og er skrevet af Kirsti Astrid Borch Sørensen, som afslutning på en MA i kommunikation på Roskilde Universitetscenter.

Sørensen har i et feltstudie i en 4. klasse undersøgt elevernes læring i forbindelse med et besøg på Experimentarium. Sørensen vil i dette speciale beskrive to processer. Den første har at gøre med elevernes arbejde med at tilegne sig naturfaglig viden gennem arbejdet i klassen og i Experimentarium. Den anden proces har at gøre med Sørensens udvikling af et forslag til et læringsdesign, som skal give Experimentarium input til at forbedre deres tilbud. Det er indforstået, at Sørensen i samme forbindelse hermed vil køre sig selv i stilling til en mulig karriere hos Experimentarium.

Det er ikke svært at få øje på nogle interessekonflikter i denne konstruktion og det er Sørensen da også selv opmærksom på. I de videregående uddannelser er der en generel udvikling i retning af, hvad en tidligere undervisningsminister kaldte ‘fra forskning til faktura’ i en bevægelse mod, hvad kritiske røster taler om som en kommercialisering af forskningen. Sørensen har valgt at tone sit arbejde i retning af en kommerciel anvendelse, og selvom hun slår fast at hun er bevidst om farerne, vil jeg alligevel argumentere, nedenfor, for at hun plumber i.

Teorier og praksis

Jeg har læst Sørensens speciale, fordi hun behandler en problemstilling, som ligger meget tæt op af, hvad jeg selv vil arbejde med i mit feltstudie som jeg starter på i efteråret 2016. Det er særligt hendes fokus på multimodalitet og hendes brug videoobservation som metode som har vækket min nysgerrighed. Jeg har fundet stor inspiration i hendes tekst, og jeg skal med det samme understrege, at selvom jeg vil lægge en kritisk vinkel på nogle af hendes resultater, så har jeg stor respekt for det arbejde hun har lagt i det, og jeg anerkender den kompleksitet, som arbejdet med at skrive et speciale indebærer.

Det er særligt den teoretiske og metodiske ramme, som jeg henter inspiration i, i positiv forstand, mens jeg i selve den måde, som Sørensen kobler teori og empiri via det analytiske arbejde finder en anden slags inspiration,  – denne gang med negativt fortegn.

Fra Lave & Wenger henter hun teorier om læring i kontekst, og gennemgår begreber som ‘legitim perifær deltagelse’, ‘meningsforhandling’, ‘tingsliggørelse’ mv. Lave og Wengers læringsteorier er meget brugt i Danmark, i de pædagogiske fag. Jeg synes, der er rigtig mange gode elementer i deres tænkning, og har selv refereret til den i mine hidtidige tekster. Det særligt vigtige i deres bidrag til læringstænkningen er for mig at se, at de bryder med den kognitivistiske forståelse af læring – som noget der foregår inde i et individ – og plæderer for en forståelse af læring som noget der finder sted i en social kontekst – som noget der foregår i en gruppe. Der er skrevet en hel del kritik af Lave & Wengers teorier. Det som de særligt kritiseres for er, at der ikke indenfor denne teoretiske ramme er mulighed for at behandle spørgsmålet om magt. (Se nederst i denne tekst for links til tekster som diskuterer kritikken af teorien om den legitime perifære deltagelse.) Særligt teorien om tingsliggørelse har relevans for Sørensens arbejde, og uden at jeg skal gå meget i detaljer med denne teori kan citere hendes parafrase af Wenger (2004):

Begrebet [tingsliggørelse] dækker over, at noget gøres til et konkret, materielt objekt uden egentlig at være det. Når vi tingsliggør, projicerer vi vores meninger ud i verden, og som følge heraf opfatter vi dem som noget, der eksisterer i verden, og noget der har en ’virkelighed’ i sig selv

For så vidt den metodologiske ramme angår, beskriver Sørensen hvordan man kan bruge videokameraet til at få fat i de multimodale aspekter af elevernes interaktioner, og hun trækker på en længere række tekster, som er rent guf for mig set i forhold til mit fremtidige arbejde. I en reference til Jewitt (2008), beskriver Sørensen, hvordan “forskere ofte negligerer de multimodale og kropslige dimensioner ved klasserumsinteraktioner”. Og det ligger helt på linie med mine egne overvejelser bag det feltarbejde jeg skal i gang med i efteråret 2016. Sørensen benytter sig af en metodik, hun med Cowan kalder multimodal analyse, hvor man i transskriptionen af videoen noterer en længere række parametre. Udover talen noterer man også blikretninger, gestik, mimik, mm. Det som særligt tiltrækker mig ved denne metode er, at den med Cowans ord kan hjælpe os til at “looking beyond the traditionally educationally prioritised linguistic modes of speech and writing” (Ibid.: 19).”

Den empiriske kæde hopper af

Så vidt den teoretiske ramme og den metodologiske fremgansmåde. For mig har det været rigtig inspirerende læsning, og jeg har fået nogle gode tekster i mit digitale bibliotek, som jeg skal hygge mig med gennem sommeren. Med så meget desto større interesse gik jeg i gang med at læse specialets analytiske afsnit. Men desværre lykkes det ikke for Sørensen at sætte de empiriske fund i spil med teoretiske ramme. Og metodogisk lader det til at hun kunne være nået frem til de samme konklusioner gennem simpel observation og en god gammeldags notebog. Jeg skal forsøge at forklare, hvordan jeg er nået frem til disse konklusioner.

Sørensen har lavet feltstudier i en 4. klasse, både i klasserummet og mens eleverne er på besøg på Experimentarium. I klasserummet har eleverne nogle opgaver de skal løse, hvor de bla. skal finde ud af, hvilke muskler man bruger når man hopper. I Experimentarium har Sørensen observeret to forskellige aktiviteter, som har det til fælles, at deltagerne bevæger sig rundt i og skal handle på en bestemt måde i forhold til nogle lamper der lyser forskellige steder.

Sørensen dykker ned i fire situationer som hun har videofilmet, og lavet multimodale transskriptioner af. I hendes analyse lægger hun meget vægt på elevernes interaktion med objekter, og på den måde de bruger deres kroppe til at ‘forhandle mening’ (i Wengersk forstand). De eksempler hun kommer med er imidlertid ret banale. Hun fremhæver bla. hvordan en elev, i  det han nævner en række andre elever, peger på dem med fingeren samtidig. Og et andet tilfælde hvor en elev taler om sin læg, og løfter op i buksebenet og peger på den. Sørensen er også meget inde på, hvordan eleverne ‘tingsliggør’ i de interaktioner de er i gang med. Jeg har en fornemmelse af, at Sørensen strækker dette begreb et stykke længere end det egentlig kan holde til. På en observation hvor en elev står og holder på en væg for ikke at miste balancen, imens hun kigger rundt, bliver væggen i Sørensens analyse ‘tingsliggjort’ i en ‘meningsforhandling’, som pigen er i gang med. Men er eleven ikke bare i gang med at prøve at undgå at falde ned?

Nu er det ikke så meget for bare at kritisere, hvad der lader til at være en uholdbar brug af et analytisk begreb. Det som er kernen i min kritik er, at Sørensen ikke får skabt en syntese mellem empiri og teori, gennem analysen. Hele overbygningen til Wengers teori har at gøre med, hvordan læring finder sted i en social kontekst. Kernebegrebet i hans teori er mening. For at danne mening indgår mennesker i, hvad han taler om som meningsforhandlinger. Og disse bygger på tingsliggørelse og deltagelse.  Problemet med Sørensens analyse er, at hun i de fire situationer hun analyserer ikke rigtig får knyttet en forbindelse mellem deltagernes handlinger, og hvordan disse kan siges at være vævet ind i et praksisfællesskab. Sørensen fremhæver tingsliggørelsen som en central modalitet i interaktionerne, men hun får ikke beskrevet hvordan disse tingsliggørelser har eller ikke har en forbindelse til et eventuelt delt repertoire af erfaringer hos deltagerne. Måske er problemet, at der i grunden ikke er tale om praksisfællesskaber, og at eleverne egentlig ikke for alvor deltager. Og at den måde de deltager snarere er i form af parallelle individuelle forløb frem for et fælles samarbejdende meningsforhandlende forløb.

Sørensen får ikke den teoretiske ramme hun har sat op for sit arbejde rigtigt i spil, og som læser savner jeg at se, hvordan de forskellige eksempler, hun analyser kan forståes ud fra spørgsmål om praksisfællesskab, legitim perifær deltagelse osv. Dog finder der givetvis en meningsforhandling sted, og eleverne får løst den opgave der er stillet, og finder for eksempel ud af, at vi hopper ved at bruge lægmusklerne. Men som Sørensen selv er inde på, idet hun citerer Wenger er der ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem undervisning og læring. Og vi får ikke noget svar på, hvad eleverne gør ved den information, at deres lægge tjener til at give dem mulighed for at kunne hoppe.

Der er en række aspekter af elevernes interaktioner, som dukker op i Sørensens analyse, men som hun ikke tager fat på analytisk. Der er ret mange eksempler på, hvordan sådan noget som konkurrence  og  hierarki mellem eleverne har indflydelse på, hvordan de løser opgaverne. Sørensen har ikke etableret et teoretisk beredskab til at behandle disse problemstillinger analytisk. Og de får lov til at svæve i luften.

Det får mig til at tænke på den kritik, Hodgson og Standish (2009)  har rejst af uddannelsesforskningen, hvor de peger på det problem at “theory makes an appearance prior to the empirical research ‘proper’ in order to provide, as it were, a stage-set for the study”. Der er med andre ord noget der tyder på at Sørensen har valgt at bruge Lave & Wenger på forhånd, men at empirien har budt på nogle helt andre problemstillinger end dem som denne teoretiske ramme har kunnet belyse.

Spørgsmålet er, hvor det præcis er at kæden hopper af? Er det fordi Sørensen ikke formår at få øje på de aspekter af det empiriske materiale, hvor der rent faktisk er tale om legitim perifær deltagelse, praksisfællesskab, fælles repertoire, osv? Jeg mener, at der er i det empiriske materiale er ansatser til dette, især i forhold til et delt repertoire. Om aktiviteterne på Experimentarium kan det siges at de er meget spilbaserede, og det er jo oplagt at tage den fælles forståelse af fænomenet spil, som de deltagende må formodes at dele, op. Eller er problemet, at Wenger og Laves teorier ikke egner sig til at beskrive centrale processer i den slags situationer, som Sørensen beskæftiger sig med? Som også kritikken af teorien og legitim perifær deltagelse fremhæver (se listen nederst), har denne en udfordring ift. at tage spørgsmål om magt i betragtning. I Sørensens empiri er der tilsyneladende, som jeg har været inde på ovenfor, nogle uomgængelige aspekter af elevernes interaktion som har at gøre med magtbalancen mellem dem.

Uanset hvad der er forklaringen efterlades jeg med en fornemmelse af, at der med det materiale, som specialet har arbejdet med kunne være gået meget mere ind til benet, både på et metodologisk og analytisk plan og med hensyn til anvendelsen.

For det første mener jeg at man med det foreliggende materiale kunne gå meget mere ind i det interaktionelle spil mellem børnene. Jeg tror, at man med videoobservationen kan finde nogle interessante pointer frem, i forhold til hvordan deltagerne forhandler mening sammen. Og det går videre end til blot at pege på de ret oplagte eksempler, hvor en elev peger på en person eller et objekt, imens han nævner det. Jeg tror at for at få ordentligt fod på disse situationer skal vi bruge for en bredere teoretisk ramme, som også kan håndtere spørgsmålet om hierarki og magtforhold.

For det andet kan der med dette materiale peges på hvordan de didaktiske rammer for elevernes interaktioner fremmer visse former for samspil, imens de hæmmer andre. Selvom det kropslige kommer i spil, både i klasserummet og i Experimentarium, kan der i høj grad stilles spørgsmålstegn ved hvilken form for læring der kan finde sted. Netop ved at trække på Wengers teorier om mening, kan man pege på, hvordan eleverne i de beskrevne aktiviteter ikke får mulighed for at forhandle mening i et fællesskab. Det er tydeligt, at de elever som på forhånd mestrer de givne opgaver bedst får lov til at dominere. Eller også får de i forvejen fysisk eller psykisk dominerende elever lov til at styre. Jeg mener, at det er meget tydeligt at der ikke lægges op til decideret gruppearbejde på en hensigtsmæssig måde. Det som skal motivere eleverne til at arbejde sammen er noget udefrakommende. I klassearbejdet forsøger læreren eksempelvis at motivere én af grupperne til at blive hurtigt færdige ved at sige at de andre grupper allerede har afsluttet opgaven. Og i Experimentarium er den for at sige det rent ud helt gal, i denne henseende. Eleverne har tydeligvis ingen fornemmelse af, hvad det læringsmæssige formål med aktivieterne er. De halser rundt, hver især, for at slukke lamper, imens fejl og successer bliver udbasuneret i højttalere. Det er i høj grad ydrestyret motivation der trækkes på, og i forhold til hvilket læringssyn der ligger bag er vi for mig at se slået tilbage til en rent behavioristisk tankegang.

Der er jo ikke sikkert, at Sørensen er enig med mig i disse kritikker, men det er tydeligt for mig, at hun gør meget for ikke at fremstille hverken Ekseperimentarium eller klassearbejdet i et kritisk lys. Hun konkluderer for eksempel på de aktiviteter hun har undersøgt i Experimentarium, at

Et interessant fund i analysen er, at en stor del af eleverne deltager engageret i praksis, når de er på PULS-udstillingen. Det kan tyde på, at eleverne motiveres af den varierende undervisningsform, hvor der i høj grad lægges op til, at eleverne bevæger sig. Hvis det er tilfældet, vil jeg argumentere for, at Experimentariums PULS-udstilling kan være med til at styrke elevernes praksisfællesskaber og deres oplevelse af tilhørsforhold i et fællesskab.

Denne konklusion står for mig at se i grel kontrast til Sørensens beskrivelse af aktiviteterne i analyseafsnittet, hvor det for mig at se fremstår som at at udstillingen fremmer et konkurrence- og præstationsfokus, og netop ikke lægger op til at der arbejdes undersøgende og meningsforhandlende i et fællesskab.

Fra forskning til faktura

Jeg mener, at der er en tendens i Sørensens arbejde til at glide udenom en egentlig kritik af de praksisser som hun beskriver. Det ærgrer mig, fordi der i den teoretiske ramme og det empiriske materiale ligger en latent mulighed for at samle brikkerne på en anden måde, som ville kunne bidrage med en konstruktiv kritik af praksis, både i klasserummet og i det offentlige museumsrum. Undervisningen i folkeskolen er, som Sørensen også beskriver, underlagt en ramme, som er bestemt af gældende policy, og netop et fokus på det kropslige, det multimodale har for mig at se et stærkt kritisk potentiale. I Sørensens fokus på meningsforhandling og læring i kontekst er der på den anden side et potentiale for en kritik af den didaktik, som udfolder sig  i regi af Experimentarium. For hvad folkeskolen fra et policy-perspektiv mangler i forhold til en bredere forståelse af interaktion, som involverer andet end det lingvistisk-kognitive, kompenserer Ekseperimentarium tilsynelandende for ved at inddrage det kropslige. Det er imidlertid en særlig form for kropslighed, der – som Sørensen berører i specialet uden dog at drage denne konklusion – trækker på sportens verden. Og det er en kropslighed som er lagt ind i en konkurrence- og præstationslogik, som virker meget begrænsende for den form for læring, som Wenger og Laves teorier beskæftiger sig med.

Er dette speciale et eksempel på anvendelsesorienteret forskning som underlægger sig begrænsninger for at tækkes modtageren? Eller kommer det til kort af andre grunde?  Hvad mener du? Del dine kommentarer nedenfor!

Referencer:

Cowan, Kate (2014): Multimodal transcription of video: examining interaction in Early Years classrooms, Classroom Discourse. Institute of Education, University of London, UK.

Hodgson, Naomi and Standish, Paul (2009) ‘Uses and misuses of poststructuralism in educational research’, International Journal of Research & Method in Education, 32: 3, 309 – 326.

Jewitt, Carey (2008): Multimodality and Literacy in School Classrooms. Kapitel 7. I: Review of Research in Education 2008. SAGE Publications.

Sørensen, K (2016). Skoleelevers interaktion på tværs af kontekster (Speciale. Roskilde Universitetscenter. Roskilde). Find specialet her.

Wenger, Etienne (2004): Praksisfællesskaber – læring, mening og identitet. 1 (3). København: Hans Reitzels Forlag.

Kritik ift. Power; as a ‘management ideology of empowerment’; a constructive critique addressing 5 issues, among which social and economic inequalities; overview of the critique including power, trust, predispositions, adding size, etc.

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s